Menu

Ro-langtur til Skarø den 14.-15. juni

Kære ro-kammerater,

Så er det snart tid til årets første langtur.

Det bliver en tur på i alt ca. 60 km, og alt efter vind og vejr vil vi gå i land på Birkholm, Hjortø, Hjelmshoved, Drejø og overnatte på Skarø i Svendborg Roklubs hytte. Ikke alt sammen på én gang men fordelt på ud- og hjemturen.

Programmet bliver nogenlunde følgende:

Fredag den 14. juni

  • Vi mødes ved roklubben kl. 8.45 og ror mod Birkholm, hvor vi holder en pause og drikker en kop kaffe.
  • Vi ror videre mod Drejø, hvor vi går i land ved den gamle havn og spiser vores medbragte frokost.
  • Herefter går turen videre mod Skarø, hvor vi går i land, får os indlogeret i hytten og kigget på øen, og om aftenen spiser vores medbragte gryderet.

Lørdag den 15. juni

  • Vi spiser morgenmad kl. 8.00, gør rent i hytten, smører en madpakke til hjemturen og tager af sted ca. kl. 9.00 mod Hjortø og Hjelmshoved, går i land på en eller begge øer og holder en spisepause.
  • Turen går derefter hjem mod Marstal. Hvornår, vi ankommer, afhænger lidt af, hvor længe vi gør ophold på øerne.

Praktiske oplysninger

Hver især skal sørge for frokost til første dag. Og selvfølgelig rigeligt med vand til turen.

Der er 8 liggepladser i hytten, men hvis man har et liggeunderlag, er der yderligere plads til 4-5 på gulvet – og man kan slå sit telt op udenfor.

For at deltage i turen skal man af sikkerhedsmæssige årsager kunne svømme 300 m og benytte en ro-teknik, der kan trække åren gennem vandet med fuld kraft, samt man skal være iført oppustelig redningsvest.

Tilmelding senest den 29. maj og som altid gælder først-til-mølle princippet.

Når deltagerantallet er kendt, vil I blive indkaldt til et lille formøde inden turen, så vi kan aftale, hvem der laver aftensmaden, hvem der evt. har lyst til at bage en kage og andre praktiske ting.

Mange ro-hilsner

Gunhild, langtursansvarlig